Hvis det skal handle om jul…

Så har vi faktisk flere tilbud – julefortælling, juleforedrag, julekrimioplæsning…

Kig i menuen JUL og læs mere. F.eks. om:

Foredrag: Jul og fester i gamle dage

Her i Norden starter det nye år med Julen. Den opmærksomme kirkegænger har sikkert også bemærket, at vi synger nytårssalmer til advent. Derfor. Man fejrede så blot ikke nytår som en selvstændig begivenhed – året starter bare der. Man fejrede Jul. Med fynd og klem og i adskillige dage, så nytårsdag efter romersk skik, som endte med at blive den sejrende, er ottendedag jul og dermed en del af festen allerede. Ottendedag jul er også skiftedag, lønningsdag og straffedag, hvor gårdretten læses, og mindre straffe uddeles.

Oplæsning: Jul på Posthuset

Der var kø. Rygtet om løjtnantens hund havde spredt sig, så det var ikke kun Sakskøbings egne borgere, som følte trang til at få ekspederet juleposten fra Sakskøbing Posthus. Hunden sad parat ved siden af løjtnant Nielsen – når julekortet blev lagt på disken og frimærket revet af arket, strakte vovsen hals og rakte tungen ud, så frimærket kunne fugtes og sættes på. Eller julemærket. Køen nåede helt ud på fortovet, og snakken gik, mens børn og voksne blev trætte af at stå, nogle halvt op ad trappen. Men det var utænkeligt at gå et andet sted hen – eller købe flere frimærker og selv sætte dem på…

Oplæsning: Mordet i Juleudstillingen

Stormagasinets allerførste julemand bliver fundet død på gulvet foran sin stol med en brunkage i hånden og en tom portvinsflaske på bordet.

Hvad lavede han der efter lukketid? Og hvem er han? Den rigtige julemand? En anden julemand? Slet ikke nogen julemand?

Husets kvindelige detektiv sættes på sagen og må sammen med en af politiets opdagere forsøge at opklare mysteriet, før stormagasinet åbner.

De har tre en halv time…

Oplæsning: Mordet i Modesalonen

I stormagasinet er man begyndt at pynte op. Rygterne fra sidste år er ikke forstummet, og alle håber naturligvis på, at der ikke går mord i julehandlen endnu engang, men lige så naturligvis – ellers var der jo ikke nogen grund til en ny bog – sker der et nyt mord. Denne gang i stormagasinets modesalon, hvor der ellers er rigeligt travlt, og hvor hr. createur Genânt er hysterisk nok i forvejen.

Husdetektiv Adeline la Cour tilkaldes igen klokken tidlig morgen for at opklare et mord – og igen helst inden stormagasinet åbner. Der er, som hun udtrykker det, gået Grand Guignol i guirlanderne.

Juleåbent hos Anne Gyrite 25.-26. nov

Der har været travlt i efteråret, og der er tegnet nye kort med svampe. Derudover er der naturligvis en masse skønne malerier, keramik, bøger…

Du kan sikkert også få dig et glas æblegløgg.